Når I ankommer til Gevnøhuset..
Når I som familie ankommer til Gevnøhuset, vil vi starte med at vise jer rundt, så I får et indtryk af stedet og vores rammer. Vi vil også tale med jer om, hvordan dagligdagen fungerer her, hvilke regler vi har, og hvad I kan forvente under jeres ophold. I vil løbende møde vores personale, efterhånden som de møder ind, så I lærer os alle at kende.
Inden for den første dag eller to vil I blive en del af vores daglige rutiner. Det betyder, at I deltager i aktiviteter som rengøring, terapi, samspilsobservationer, undervisning og bevægelse. Det hjælper jer med at falde til og blive en naturlig del af hverdagen her.
Under opholdet vil vi også holde enesamtaler med jer, og der vil være nogle tests, som vores psykologer står for. De undersøger ting som empati, personlighedstræk, evnen til at aflæse andres følelser og mulige psykiske udfordringer som fx belastningsreaktioner, personlighedsforstyrrelser eller depression. Disse samtaler og tests bliver spredt ud over de første 2-6 uger. Inden vi når 6 uger, laver vi en miniscreening, som giver os et overblik over, hvordan vi bedst kan tilpasse jeres forløb til jeres behov og muligheder.
Hvis I har små børn mellem 2 måneder og 2 år, vil vi også teste deres sociale udvikling ca. hver 4. uge. Det gør vi blandt andet med ADBB-screeninger, som kan give os et indblik i barnets trivsel.
Vores vigtigste fokus her i Gevnøhuset er altid barnets trivsel og udvikling, og vi tilpasser vores indsats, så den bedst muligt imødekommer jeres behov som familie.